“Sådan er jeg jo bare” – eller er du?
En 52-årig topleder, jeg har arbejdet med, fik engang at vide i en DISC-test, at han var “rød” – dominerende, resultatorienteret og hurtigt til at skære igennem.
En type, der træffer beslutninger, eksekverer og ikke bruger unødige minutter på “snak”.
Han havde taget den test for mange år siden og vendte stadig tilbage til den med en vis stolthed og lettelse:
“Jeg er rød. Det er derfor, jeg ikke gider det der føleri og konfliktsnak. Sådan er jeg jo bare.”
Men noget begyndte at skure i hans liv.
Hans nærmeste ledere trak sig i svære situationer. En yngre kollega sagde i et møde: “Det virker som om, du ikke hører, hvad vi siger.” Og hjemmefra kom meldingen: “Vi ved godt, hvad du mener. Det er bare sjældent, du spørger, hvad vi føler.”
Der begyndte at opstå små sprækker i selvfortællingen.
Personlighed er ikke en livsdom
DISC, MBTI, enneagrammet. Testene taler ind i en længsel efter at forstå os selv og sætte os i system. Og der er intet i vejen med det – så længe vi ikke tager systemet for sandheden.
I det øjeblik vi siger “Sådan er jeg” – og slår punktum – stopper bevægelsen.
Det er dét, der skete for den 52-årige leder. DISC-testens “rødhed” blev til en undskyldning for at holde fast i noget, han havde lært tidligt i livet:
At handle hurtigt. Ikke vise tvivl. Ikke stå i det ubehagelige.
Men da vi begyndte at undersøge det mønster sammen, skete der noget afgørende. Han opdagede, at hans “rødhed” ikke var essensen af ham men et mønster, der havde tjent ham.
Et mønster, han havde lært at overleve med. Og som han nu i sit voksne lederskab ikke længere havde brug for i samme form.
Det var ikke personligheden, der ændrede sig. Det var forholdet til den, der blev friere.
Personlighed vs. Identitet – hvad er forskellen?
Det er nemt at bruge ordene i flæng, men de peger på forskellige lag:
Personlighed er det, vi oftest forbinder med adfærd: ekstrovert/introvert, tænkende/følende, struktureret/spontan. Det er som overfladestrømmen i en flod – du kan se det bevæge sig, men det ændrer sig også over tid.
Identitet er dybere – det er dét, vi tror vi er. De historier vi har bygget op om os selv. Det, vi forsvarer, når nogen prikker til det. Identitet er ikke det samme som sandhed – det er summen af de overbevisninger, vi har taget til os gennem livets mange scener.
Når en test siger “Du er rød” – og du tager det ind i din identitet – så begynder du ikke bare at agere “rød”, du bliver den røde.
Og du mister udsyn til alt det, du også er.
Når sprækkerne opstår…
Det begynder ofte i det stille: En relation, der ikke fungerer. Et job, der pludselig føles tomt. En feedback, der rammer hårdere end forventet.
Og netop der – i sprækken – kan nysgerrigheden få fat.
Den 52-årige leder begyndte at spørge sig selv:
Hvad ville der ske, hvis jeg ikke var nødt til at have alle svarene?
Hvad hvis jeg kunne stå i tvivl – og stadig være stærk?
Hvad hvis det ikke var personligt, men bare gamle mønstre i spil?
Svaret kom ikke som en test – men som en oplevelse af frihed. Plads. Ro.
Han begyndte at stille sig selv til rådighed, i stedet for at kontrollere alt.
Han holdt op med at lede som én bestemt type, og begyndte at lede som et helt menneske.
Bag personligheden bor nærværet
Du kan være både rød og blå, både analytisk og empatisk, både kontant og blød – alt efter situationen og det nærvær, du møder verden med.
Personlighed kan være en døråbner til forståelse.
Men identitet, når den bliver stiv, bliver til en dørstopper.
Så næste gang du hører dig selv sige:
“Sådan er jeg bare…”
Så prøv at tilføje:
“… indtil jeg opdager noget andet.”
For bag personligheden – bag de tests, du har taget, og de roller, du spiller – bor noget meget større. Ikke nødvendigvis noget, der kan måles.
Men noget, der kan mærkes.