Da succes ikke længere gav mening og tre spor, der førte mig hjem
For 15 år siden havde jeg det, mange ville kalde en succesfuld karriere.
Direktørtitler. Internationale investeringer. Universitetsverden. Netværk i både øst og vest.
Alt så rigtigt ud på papiret.
Men indeni begyndte noget at krakelere. Ikke som et kollaps, men som en stille slitage.
Et savn, jeg ikke kunne sætte ord på. Som om jeg var i gang med at spille en rolle, jeg for længst var vokset ud af.
“Er det her virkelig det, jeg skal bruge mit liv på?”, spurgte en lille stemme i mig.
Jeg prøvede først at ignorere den. Arbejdede lidt mere. Rejste lidt længere.
Men den forsvandt ikke. Tværtimod. Den blev stærkere, klarere og til sidst umulig at overhøre.
Det var begyndelsen på noget helt andet
Ikke en ny strategi. Ikke et karriereskifte.
Men en gradvis tilbagevenden til noget, der altid havde været der. Noget mere sandt.
Jeg begyndte at lytte. Ikke til markedet. Ikke til trenden. Men til mig selv.
Og jeg opdagede tre ting, som ændrede mit arbejdsliv og mit liv indefra:
1. Lyt til det, du afviser det er ofte der, svaret ligger
Da jeg sad i min direktørrolle, havde jeg lært at handle hurtigt. Træffe beslutninger. Få ting til at ske.
Men nogle gange handler udvikling ikke om at rykke frem men om at stå stille længe nok til at høre, hvad der kalder på dig.
Jeg begyndte at spørge:
"Hvad er det her egentlig et svar på?"
Var det næste møde, den næste titel, den næste deadline et svar på noget ægte?
Ofte var det et svar på frygt. På “ikke at være nok”. På gamle forestillinger.
Da jeg først så det, blev det svært at vende tilbage til autopiloten.
2. Omskriv dine erfaringer som fortællinger – ikke punkter på et CV
Jeg kunne ikke længere genkende mig selv i mit eget CV.
Titlerne var rigtige. Indholdet sandt. Men sjælen manglede.
Så jeg begyndte at omskrive det hele.
Ikke for LinkedIn. Ikke for en jobsamtale. Men for mig selv.
Hver rolle, hvert projekt, hvert skift blev genfortalt som små kapitler:
Hvad lærte jeg om mennesker?
Hvad lærte jeg om mig selv?
Hvad var det, jeg aldrig måtte glemme igen?
Det blev begyndelsen på det, jeg senere kom til at kalde Job Reframing, og som i dag hjælper andre med at finde hjem i deres arbejdsliv.
3. Giv plads til gamle drømme de venter ofte tålmodigt
Jeg har altid haft en drøm om at bygge pigeskoler i Afrika.
Ikke fordi det så godt ud i en strategi. Men fordi det føltes rigtigt i hjertet.
En dag fik jeg en besked fra en ung mand i Uganda ved navn Dickson.
Han havde stiftet Dasah Charity Home og spurgte, om jeg ville være hans mentor.
Jeg vidste det med det samme: Det her er ikke tilfældigt. Det er en invitation, mit indre har ventet på i årevis.
I dag er vi i gang med at skabe trygge rammer og skolegang for forældreløse børn.
Den 3. juli rejser jeg til Uganda og besøger 35 skønne børn.
Ikke som et “ekstra” projekt, men som en forlængelse af mit inderste kald.
Når du lytter, begynder du at huske
Du husker, hvad der drev dig, før du blev ambitiøs.
Du husker, at mening ikke er noget, man finder – det er noget, man skaber, når man tør mærke sig selv igen.
Og måske vigtigst:
Du opdager, at du stadig kan skrive dit eget arbejdsliv om.
Ikke for at ændre alt. Men for at skabe et liv, du selv kan genkende dig i.
Har du nogensinde tænkt: "Jeg burde være glad men noget mangler"?
Så er det måske ikke dig, der er noget galt med.
Måske er det bare på tide at lytte lidt dybere. Skrive et nyt kapitel. Eller vende tilbage til en gammel drøm.
Det var dér, min rejse begyndte.
Måske er det dér, din tager fat.
Del gerne dine tanker i kommentarsporet.
Vi behøver ikke altid have svarene men vi kan være dem, der stiller de spørgsmål, der tænder lys i andre.