Når had bliver tidsånd: Et spørgsmål, vi ikke tør stille.

Der er noget i luften. Det er ikke kun krige, klimaforandringer eller økonomisk usikkerhed, der farver stemningen i verden lige nu.

Det er også noget mere subtilt.

En stemning, som sniger sig ind mellem mennesker og splitter os — uden at vi helt forstår hvorfor. Had.

Ikke det rå, fysiske had, hvor nogen slår ud med næverne. Nej, det mere udefinerbare. Den slags, der udspiller sig i tonefald, i digitale kommentarspor, i nyhedsoverskrifter og i den måde, vi lytter (eller ikke lytter) til hinanden på.

En diffus form for fjendtlighed, hvor vi i stigende grad ser verden som et “os” og “dem” – uden helt at kunne forklare, hvad det egentlig er, vi er uenige om.

I nogle lande, som i USA, er det blevet ekstremt tydeligt. Venskaber og familier ryger i stykker på grund af politiske holdninger.

Ikke fordi folk nødvendigvis har tænkt dybt over deres standpunkter – men fordi de har købt en fortælling. En retorik.

En identitet. Når først vi tror, vi er vores holdninger, bliver enhver uenighed et personligt angreb.

Og så er hadet ikke længere en følelse – det er et selvforsvar.

Men hvordan kommer vi hertil? Hvordan bliver had – eller i hvert fald den stemning, det bringer et bærende element i en tid?

Svaret ligger måske i det tomrum, vi ikke tør stå i. Når vi ikke længere har ro nok til at være i tvivl.

Når vi konstant bliver fodret med historier, der skaber spænding, frygt og foragt.

Når vi glemmer, at mennesker altid har mere til fælles end det, der adskiller os og i stedet zoomer ind på forskelle, som om de er alt, hvad vi er.

Et moderne kollektivt traume

Mange bærer rundt på indre sår – nogle tydelige, andre usynlige. Og hvis vi aldrig har lært at møde det, vi har undertrykt, vil vi før eller siden begynde at spejle det udad.

Det, vi ikke tør møde i os selv, begynder vi at dømme i andre.

Et samfund, der ikke forstår sine egne traumer, bliver let at manipulere.

Det reagerer hurtigt og tænker langsomt.

Det tror, det kæmper mod uretfærdighed – men ender med at udkæmpe indre kampe i det ydre.

Had er sjældent rodfæstet i klarhed. Det vokser derimod i forvirring, utryghed og følelsesmæssig smerte, som ikke bliver mødt.

Men hvad så nu? Hvordan vinder man over noget, der føles så stort og usynligt?

Det starter med et skifte i blikretningen.

Når vi stopper med at kigge ud og begynder at kigge ind. Når vi ikke længere spørger: "Hvordan kunne de?" men i stedet spørger: "Hvor i mig bor den samme impuls?"

kke fordi vi skal give afkald på grænser eller værdier. Men fordi vi må forstå, at den indre fred, vi længes efter i verden, ikke kan opstå af vrede, selvom den er berettiget.

Fred er ikke noget, man kæmper sig til. Det er noget, man falder til ro i.

En ny tid begynder ikke med revolution. Den begynder med erkendelse.

Vi er vant til at tro, at det er systemer, der skal ændres. Og ja – det skal de måske. Men systemer er skabt af mennesker. Og mennesker gentager, hvad de ikke har helet.

Når vi begynder at se vores egne tanker som noget, vi har – og ikke noget, vi er – opstår der en åbning. Et millimeterstort mellemrum mellem stimulus og respons.

I det rum findes friheden.

Ikke som en ideologi, men som en oplevelse. Og i den oplevelse er der ikke plads til had.

Kun til klarhed, nysgerrighed og måske, måske... tilgivelse.

Ikke som en gestus til dem, der har gjort os ondt. Men som en gave til os selv.