Når et menneske får tyngde

Præsten Johannes Møllehave sagde engang, at vi mennesker vokser, når vi bliver set og når vi tør se os selv.

Han havde ret.

For vi vokser ikke af tempo.

Vi vokser af nærvær.

Af øjeblikket, hvor vi ikke længere flygter fra det, der gør ondt, men bliver stående i det.

Uden straks at søge løsningen.

Uden at forklare, undskylde eller overbevise.

Tyngde er ikke tunghed.

Tyngde er den stille ro, der opstår, når noget i os falder på plads.

Det er, når fødderne finder jorden også midt i stormen.

Når stemmen får klang, ikke fordi den hæves, men fordi den kommer indefra.

Når du ikke længere prøver at være noget bestemt, men blot er.

Jeg talte for nylig med en leder, der sagde:

“Jeg har haft travlt hele mit liv med at bevise, at jeg var dygtig.

Nu vil jeg hellere være nærværende.”

I det øjeblik forandrede noget sig.

Han slap behovet for at vise styrke og begyndte at udstråle den.

Ikke gennem ord, men gennem stilhed.

Jeg møder mange, der længes efter netop det:

Mindre støj.

Mere ro.

Et sted, hvor tankerne ikke længere løber forud for livet,

men hvor livet får lov at indhente tankerne.

Måske mærker du også den længsel.

Et stille kald indefra, som minder dig om, at det ikke er mere, du skal

men mindre, du skal gøre.

At du ikke skal blive til noget nyt,

men blot falde til ro i det, du allerede er.

Jeg hjælper ledere, der ønsker også at genfinde den tyngde

i sig selv, i deres lederskab, i deres liv.

Hvis du mærker, at det er din tid, så er du velkommen til at tage fat i mig.

Mette Reebirk