Er du clairvoyant, spurgte han mig...

Forleden blev jeg spurgt, om jeg var clairvoyant.

Ikke fordi jeg spår.
Men fordi jeg sagde noget, der ramte.

Jeg sad overfor en erfaren leder. CV’et var stærkt. Karrieren imponerende. Men der var en mærkelig stilhed, hver gang vi talte om det næste skridt.
Som en bil med fuld tank men hånden tøvende på gearstangen.

Jeg sagde blot:
“Du ved godt, hvad du ikke længere vil.”

Han lænede sig tilbage og sagde:
“Det har jeg ikke sagt højt før.”

Det er dér, misforståelsen opstår.

Når nogen sætter ord på det, du allerede mærker, men har lært at overhøre kan det føles som magi. Som om den anden ser noget, du ikke selv kan se.

Men det er ikke clairvoyance.
Det er nærvær.
Og mod til at blive i det, der ikke er færdigt endnu.

Det minder mig om en teaterprøve, jeg engang overværede. Instruktøren stoppede forestillingen efter fem minutter og sagde:
“Det handler ikke om teksten. Det handler om det, I undgår.”

Der blev stille.
Ikke fordi hun havde en gave.
Men fordi hun sagde det, alle allerede vidste.

Måske længes vi ikke efter mennesker, der kan se ind i fremtiden,
Men efter nogen, der kan holde rummet, mens vi selv begynder at se klart.

Og hvis det kaldes clairvoyance i dag, så tænker jeg, at
det siger mere om tiden, end om evnen.