Du skriver “direktør” i søgefeltet. Men er det virkelig dét, du leder efter?
Du har måske 25 eller 30 års erfaring bag dig. Du ved, hvad du kan, har resultaterne, netværket og et CV, der fortæller historien om et langt arbejdsliv.
Nu skal du finde det næste.
Og så gør du det, du har lært at gøre, når noget skal løses: Du handler. CV’et bliver opdateret, LinkedIn skærpet, netværket aktiveret og måske bliver et par headhuntere kontaktet.
Alt sammen fornuftigt.
Men jeg oplever igen og igen, at erfarne mennesker begynder i den forkerte ende. Forinden du beslutter, hvad du skal gøre, er der tre andre spørgsmål, der er værd at bruge lidt tid på.
STÅSTED – Hvor står du lige nu?
Er du oprigtigt nysgerrig på det næste, eller forsøger du mest af alt at komme væk fra det, du har?
Det kan ligne præcis den samme jobsøgning udefra. Men det er to meget forskellige steder at træffe beslutninger fra. Den ene leder efter noget. Den anden flygter fra noget.
FORTÆLLING – Hvad fortæller du dig selv?
Her dukker nogle af de sætninger op, jeg ofte hører:
“Jeg er nok blevet for gammel.”
“Jeg skal finde noget på samme niveau.”
“Jeg kan ikke gå ned i titel.”
“Min erfaring er kun relevant i min branche.”
“Jeg burde vide, hvad jeg vil nu.”
Problemet er, at når vi har tænkt den samme tanke tilstrækkeligt mange gange, holder vi op med at undersøge den. Den begynder at ligne et faktum.
Men hvad nu, hvis den ikke er det?
RETNING – Hvor vil du egentlig hen?
Det spørgsmål er vanskeligere end: “Hvilket job kan jeg få?”
Jeg møder mennesker med 25-30 års erfaring, som leder efter deres næste job med gårsdagens identitet som kompas. Direktøren søger en ny direktørstilling. Specialisten søger en ny specialiststilling. Ikke nødvendigvis fordi det er dér, energien og nysgerrigheden er, men fordi det er dér, de ved, hvordan man leder.
Så prøv et øjeblik at fjerne jobtitlen.
Forestil dig, at der ikke stod noget på døren til dit næste arbejdsliv. Ingen spurgte om dit seneste visitkort, din løn eller din plads i hierarkiet.
Hvilken dør ville du så få lyst til at åbne?
Hvem ville du gerne bruge dine mandage sammen med? Hvilke problemer ville stadig føles værd at løse en mørk tirsdag i november? Og hvad ville du gerne komme hjem fra arbejde og mærke mere af?
Det er lige dér, jeg hjælper mine kandidater med at starte. Og så kommer jobbet.
Find først ud af, hvor du står. Bliv nysgerrig på de fortællinger, der definerer, hvad du tror er muligt. Og sæt så retningen efter det, du gerne vil hen imod, ikke kun det, du gerne vil væk fra.
Derefter kan du åbne LinkedIn igen.
Men denne gang ved du lidt mere om, hvad du egentlig leder efter.